Nu bliver mobile robotter i produktionen langt hurtigere

Udrulningen af mobile robotter i produktionen er for længst i gang. Nu er fynske Nord Modules med hjælp fra vækstprogrammet Digital Omstilling: Innovationssamarbejder klar med en ny løsning, der gør de mobile robotter smartere og hurtigere. Løsningen er blandt andet udviklet i samarbejde med robotvirksomheden MiR.

Nord Modules specialiserer sig i udviklingen af moduler og applikationer, der giver mobile robotter større funktionalitet og anvendelse i produktionsindustrien.

Nu er virksomheden med tidligere MiR-stifter Bruno Hansen ved roret klar med en ny løsning, som gør den mobile robot smartere og hurtigere, når den afleverer og henter varer på lageret.

- Producenter af mobilrobotter, herunder også MiR, udvikler, producerer og sælger robotter som kan køre fra og til givne positioner, men som ikke kan hverken hente eller aflevere varer. Hertil kræves en ekstra applikation som løser denne kendte “end-of-line" problematik. Det er netop i dette marked, at Nord Modules opererer, siger Lauge Hansen, der er produktionsleder i Nord Modules.

Tidsbesparelser der kan mærkes
Nord Modules’ nye løsning består af et topmodul, som monteres ovenpå den mobile robot, og en gate, hvor den mobile robot afleverer og henter varer. Softwaren i den nye løsning er udviklet i samarbejde med MiR, og det er den, der gør den mobile robot i stand til at agere hurtigere og mere præcist, når den lægger til ved gaten.

- Ved hjælp af vores løsning bruger MiRs robot nu kun 5-6 sekunder på at lægge til ved gaten, hvor det før tog op mod 30 sekunder. Det betyder, at varerne på lageret kan håndteres hurtigere, at hele den interne logistikproces bliver langt mere omkostningseffektiv, siger Lauge Hansen.

For at optimere cyklustiden for den interne logistik yderligere har Nord Modules også samarbejdet med Effimat, der udvikler og fremstiller lagerautomater. Det har blandt andet ført til udviklingen af et nyt mekanisk interface, der effektiviserer processen med på- og aflæsning af varer, når den mobile robot har lagt til ved gaten i Effimats eget setup.

Innovativt samarbejde om produktudvikling
Nord Modules nye løsning er udviklet gennem det tidligere vækstprogram Digital Omstilling – Innovationssamarbejder under Erhvervshus Fyn.

Her får virksomheder medfinansiering til udviklingen af nye produkter eller løsninger indenfor industri 4.0. Produktudviklingen sker på baggrund af et innovationssamarbejde med andre virksomheder og en vidensinstitution.

Derfor har Kolding Designskole også været en del af det innovative samarbejde, hvor de har bidraget med skitsering, modelbygning og en æstetisk formudvikling af det endelige produkt, som gør det svært at se, at MiR’s mobile robot og topmodulet faktisk ikke er ét og samme produkt.

For Nord Modules, der er tunge på kompetencer indenfor teknologi og udvikling, var samarbejdet med Kolding Designskole derfor afgørende for det fysiske produkt, de står med i dag.

- Vi har ikke samarbejdet med Kolding Designskole før, men det har været en ekstremt givende oplevelse for os, at få de designmæssige kompetencer med ombord i samarbejdet. Det har givet vores produkt den gennemførte finish, vi søgte, siger Lauge Hansen.

En positiv oplevelse
Samlet set har deltagelsen i Digital Omstilling: Innovationssamarbejder været en positiv oplevelse for Nord Modules.

-Udover medfinansiering til udviklingstimer og muligheden for at indgå i et innovativt samarbejde, har vi også fået rigtig god og fleksibel hjælp af Erhvervshus Fyn til det administrative, der hører med til at være en del af programmet, så vi er rigtig tilfredse – særligt med det produkt, vi står med nu, siger Lauge Hansen.

Nord Modules er i gang med at lægge sidste hånd på den nye løsning, der forventes at være på markedet i foråret 2021.

På sigt er det planen, at Nord Modules nye applikation bliver en standardiseret men fleksibel løsning, der med få justeringer kan tilpasses alle mobile robotter af UGV-typen.

Du kan læse mere om Nord Modules og deres løsninger her.

Nysgerrig på at se, om du kan få medfinansiering til din produktudvikling? Få et overblik over vores vækstprogrammer her.

Se også ...

vhs_hvidestreg_midterbox

Teknologi og innovation - få uvildig sparring på dine produktions-, administrations- og udviklingsprocesser

Dine digitale muligheder - vi hjælper dig i mål med dit næste digitale eventyr. Få sparring og medfinansiering til at realisere dine planer om digitalisering af din virksomhed.

Sidst opdateret: 15.02.2021