Slagteren går i kødet på digitalisering

Hos Slagter Theilgaard med mere end 80 medarbejdere er papir nu erstattet med digitale processer, som ruster virksomheden til at følge med væksten

case_slagter_theilgaard

Papir og gule post-its har længe været redskaberne til at styre arbejdsprocesserne hos Slagter Theilgaard med afdelinger i både Esbjerg, Odense og Aarhus.

Men for en virksomhed, der tæller mere end 80 medarbejdere, og som har oplevet markant vækst, måtte der efterhånden en ny og mere fremtidssikret løsning til.

Derfor slog Slagter Theilgaard også til, da der opstod en mulighed for at komme med på det populære program 'Digital Omstilling – Strategi for Digitalisering' under Erhvervshus Fyn og Erhvervshus Sydjylland. Et program, hvor virksomhederne får tilknyttet en ekspert, der hjælper med at få udarbejdet en strategi for digitaliseringen.

– For os har digitaliseringen handlet om at få effektiviseret vores processer og i det hele taget få set på, hvordan vi kan gøre tingene smartere, så vi kan blive ved med at følge med vores vækst, siger Søren Theilgaard, der er tredje generation i den familieejede virksomhed med rod i Esbjerg.

Det skal give mening

Takket være programmet ”Digital Omstilling – Strategi for Digitalisering” har Slagter Theilgaard nu fået:

  • 110.000 kr. i medfinansiering til udvikling af strategi og digitalisering
  • en digital ekspert tilknyttet
  • kortlagt samtlige processer fra en ordre tikker ind til udskæring, pakning, levering osv.

Og hos Slagter Theilgaard er man slet ikke færdige med digitaliseringen.

– Vi kan allerede se, at vi kan styrke vores arbejdsprocesser væsentligt ved at kigge på, hvor vi kan automatisere og digitalisere. Derfor er næste skridt også at fortsætte digitaliseringen de steder, hvor det giver bedst mening, siger Søren Theilgaard.

Fordomme er gjort til skamme

Han lægger ikke skjul på, at han var skeptisk, da han første gang begyndte at tale om digitalisering i slagteriet. For selvom Søren Theilgaard kommer fra en baggrund som fuldmægtig i en advokatbranche, hvor digitalisering ikke er fremmed, så var han spændt på, hvordan medarbejderne i Slagter Theilgaard ville se på det.

– I vores verden har vi aldrig været vante til at benytte it i stor stil. Derfor var jeg også spændt på, om medarbejderne ville stejle og være bekymrede, men det har bestemt ikke være tilfældet, siger Søren Theilgaard.

Han har tværtimod oplevet, at medarbejderne har taget godt imod de nye digitale tider.

– De har alle syntes, at det var rigtig spændende, fordi de har kunnet se, at det havde en positiv betydning for virksomheden, siger han.

Slagter Theilgaard er en familiejet virksomhed med mere end 80 medarbejdere og afdelinger i Esbjerg, Odense og Aarhus. Virksomheden, der de sidste 10-15 år har oplevet kraftig vækst, leverer derudover produkter til både butikker, supermarkeder, hoteller og restauranter i Danmark.

Se også ...

vhs_hvidestreg_midterbox

Teknologi og innovation - få uvildig sparring på dine produktions-, administrations- og udviklingsprocesser

Digital Omstilling – Strategi for Digitalisering – er en unik mulighed for at få en digital ekspert med på holdet og medfinansiering til udvikling af jeres strategi for digitalisering.

Sidst opdateret: 27.11.2019