Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 3. jan. 2023

Digitalt rygstød fra Erhvervshus Fyn skaber udsigt til vækst i fynske virksomheder

En halv milliard i meromsætning. Så meget vurderer 137 fynske virksomheder, at de tilsammen kan se frem til de kommende tre år. En meromsætning, der kan blive til virkelighed, fordi virksomhederne har fået hjælp fra Erhvervshus Fyn til enten at udvikle nye digitale produkter eller til at lægge en plan for, hvordan de gør deres arbejdsgange mere digitale. Mange af dem er allerede rigtig godt i gang med at realisere omsætningen både herhjemme og i udlandet.

Indhold er hentet

137 fynske virksomheder kan se frem til vokseværk de kommende tre år. Det viser en frisk opgørelse, som Erhvervshus Fyn netop har lavet i forbindelse med, at de første store EU-puljer i erhvervshusets 4-årige historie udløber.

Med EU-midler fra programmerne DigitaliseringsBoost og Digital Omstilling har vi gennem de sidste fire år skubbet 137 fynske virksomheder rigtig godt på vej mod en solid vækst, og sikret flere af dem en plads i markedet, som de ellers ikke ville have fået. Medfinansieringen er med til at mindske risikoen for virksomhederne og gør det mere sikkert at springe ud i investeringer, der kan løfte deres forretning, fortæller Niels Erik Haug-Larsen, direktør i Erhvervshus Fyn.

De fynske virksomheder har samlet set modtaget lige godt 81 mio. kr. i tilskud, så hvis den forventede vækst på 560 mio. kr. realiseres, er der tale om en ganske fornuftig investering. I hvert fald har medfinansieringen i mange tilfælde været lige præcis den ekstra motor, som har sikret virksomhederne den rette timing til enten at udvide på vigtige eksportmarkeder, sikre sig nye kundegrupper eller gøre entré på markedet i det hele taget.

Den lille Tommerup-virksomhed, Base2Charge, der excellerer i ladestandere til el-biler, fik bl.a. et vigtigt forspring til de konkurrerende storebrødre med abonnementsløsninger.

Med innovationssamarbejdet i Digital Omstilling-projektet fik vi det helt rigtige afsæt til udvikling af vores fleksible rapporterings- og betalingssystem, der nu også løbende kan tilpasse sig de svingende el-priser. Mange af vores nuværende og potentielle kunder er i forvejen under pres pga. energipriserne og vil ikke risikere at sætte penge til ved deres ladestander. Det giver os en kæmpe fordel, at vores system kan tage højde for det, fortæller John Nyhøj Kristensen.

Vejen til nye kunder

Hos IntraManager i Odense er det blevet meget nemmere at blive kunde, siden virksomheden fik penge fra puljen Digital Omstilling til en strategi for digitalisering.

For os har det konkret betydet, at vi har kunnet forkorte og forenkle vejen ud til nye kunder, men også at vi har gjort det mere smidigt for vores eksisterende kunder. De ringer stort set aldrig med deciderede brandslukningsopgaver mere. Vi har reduceret 18 klik for kunden til 5, og i nu arbejder vi videre med en oneclick-solution, fortæller direktør Lars Klausen, der sælger værktøjer til overvågning af performance, køer, vagtplaner osv. til kontaktcentre i hele landet, og ser frem til også at tage hul på eksporten.

Hos såvel Base2Charge som IntraManager oplever man nemlig, at de nye digitale tiltag lokker flere kunder til, de eksisterende kunder bliver gladere, og så vokser virksomhederne, både hvad angår medarbejdere og omsætning.

Finansiering med de her ordninger har været et rigtig godt alternativ for fynske virksomheder til at optage lån og sælge ejerandele i deres virksomhed, når de skulle udvikle nye digitale produkter eller digitalisere deres processer internt. Det koster nemlig hverken renter eller indflydelse, understreger Erhvervshus Fyns chef for Udvikling og Finansiering Kasper Aagaard, der lover, at erhvervshuset også i fremtiden vil sørge for, at der bliver midler til digitalisering, som de fynske virksomheder kan søge.

Indhold er hentet

Kontaktinformation

Direktør Erhvervshus Fyn:
Niels Erik Haug-Larsen, tlf. 51 14 36 79

Direktør Base2Charge:
John Nyhøj Kristensen, tlf. 24 82 08 65

Direktør IntraManager:
Lars Klausen, tlf. 40 49 99 87

Støttet af:

Indhold er hentet