K. E. Jensen har hjemme i Padborg, hvorfra de koordinerer og arrangerer transport i hele Europa. En opgave, der kræver stort overblik og nærværende kundekontakt.
Nu er firmaet i fuld færd med at frigøre mere tid til deres kerneopgave ved at optimere og digitalisere administrative processer i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland og projektet Bliv:Digital:
”Lige nu udfylder vores chauffører dagssedler og kørselsrapporter i hånden. Det er meget tidskrævende og noget, vi gerne vil have lavet om på. Bliv:Digital giver os hjælp til at få digitaliseret dagssedlerne og kørt direkte ind i et lønsystem, som så kan beregne lønnen. Det vil på sigt frigøre mere tid til andre vigtige opgaver,” fortæller Karl-Erik Jensen, direktør for K. E. Jensen.
Hjælp og sparring imens dagligdagen kører
Bliv:Digital er et tilbud om medfinansiering til specialisthjælp eller sidemandsoplæring i en tidsbegrænset periode, så virksomheder bliver hjulpet i mål med deres digitaliseringsproces. Og det er en vigtig og værdifuld hjælp, mener Karl-Erik Jensen:
”Egentligt har jeg gerne villet i gang med digitaliseringen af vores systemer i lang tid, men har ikke haft tiden eller vidst, hvad der kunne lade sig gøre. Gennem Bliv:Digital får vi foræret rammerne til at komme i mål med skarpe deadlines og planlægning. Processen virker langt mere overskuelig, og i en hverdag der blot kører derudaf, er det værdifuldt at få sparring fra en tredjepart.”
Vil du også blive digital?
Bliv:Digital henvender sig til små og mellemstore virksomheder, der gerne vil øge produktiviteten gennem digitale løsninger og giver mulighed for medfinansiering af 50% af op til 100.000 kr. til sidemandsoplæring eller sparring i en tidsbegrænset periode.
Bliv:Digital er en del programmet Enter:Digital, der er tildelt af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og udbydes af Erhvervshusene med Erhvervshus Fyn som operatør i samarbejde med de øvrige Erhvervshuse, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt Dansk Design Center.