Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Fynsk produktionsvirksomhed skruer op for bæredygtigheden i værdikæderne

Budweg Caliper A/S i Odense er blandt Europas førende inden for renovering af brugte bremsekalibre – en aktivitet, der hver år sparer verden for store mængder CO2. Nu skruer Budweg yderligere op for bæredygtighedsblusset og får via tilbuddet Bæredygtige Værdikæder assistance fra Erhvervshus Fyn til at øge bæredygtigheden i værdikæderne.

Udbydes af:

Indhold er hentet

Budweg Caliper A/S har i over 40 år renoveret brugte bremsekalibre og de senere årtier også produceret nye bremsekalibre, som er en vital del af ethvert køretøjs bremsesystem. Modtagerne af virksomhedens kalibre er det såkaldte eftermarked for biler – det vil sige ikke-fabriksnye køretøjer. Budweg har over 6.000 varenumre på hylderne i de store fabriksbygninger i et industrikvarter i Odense, heraf mere end 4.000 forskellige kalibre og 2.500 løsdele i bl.a. gummi og stål. Virksomheden dækker godt 98 % af alle bilmærker og -modeller i Europa.

Løfter i flok

I foråret 2022 blev Budweg solgt til nordamerikanske BBB Industries, der siden 1987 har specialiseret sig inden for cirkulær økonomi. Det gælder bl.a. renovering af bilreservedele, herunder batterier til elbiler. BBB har mere end 10.000 ansatte og leverer et sortiment af reparationsdele til mere end 90 lande. Budweg er tiltænkt en nøglerolle i koncernens planlagte ekspansion i Europa.

BBB har fra dag ét stillet specifikke krav til Budwegs leverancer af bl.a. CO2-data, der skal indgå i koncernens bæredygtighedsrapportering. Budweg har i den forbindelse kunne trække på BBB’s bæredygtighedseksperter samt de beregningsmodeller og metodikker, koncernen gør brug af på sine øvrige produktionssites rundt om i verden.

Efter at have sat tal på udledningerne i scope 1 og 2 har man hos Budweg igangsat en lang række aktiviteter for at reducere dem. Der er bl.a. etableret en ny ventilationsløsning, ligesom standbyforbruget er reduceret betragteligt. Budweg er også undervejs med udskiftning af al belysning til LED. Sideløbende zoomer man ind på værdikæderne, som er scope 3, og det er bl.a. udfordringerne i den forbindelse, som har fået Budweg til at deltage på webinarer og kurser i regi af Erhvervshus Fyn. Senest har virksomheden meldt sig under fanerne i det gratis sparringstilbud Bæredygtige Værdikæder. 

 Det er afgørende for os, at vi ikke selv skal opfinde den dybe tallerken, men kan få hjælp til at komme hurtigt ud over stepperne

”Det er afgørende for os, at vi ikke selv skal opfinde den dybe tallerken, men kan få hjælp til at komme hurtigt ud over stepperne. Det sker dels via de kompetente forretningsudviklere i Erhvervshus Fyn og dels via vores netværk med andre virksomheder, som i høj grad også udspringer af vores involvering med erhvervshuset. Det er utroligt givtigt at udveksle erfaringer med andre, som står i en sammenlignelig situation. Vi løfter hinanden, hvilket er guld værd,” siger Betina Creutz, kvalitets- og miljøchef i Budweg.

Christoffer Huus og Betina Creutz

Indhold er hentet

Gør en grøn forskel 

Kvalitets- og miljøingeniør Christoffer Huus, der sammen med Betina Creutz udgør virksomhedens bæredygtighedsteam, understreger, at Budwegs deltagelse i flere workshops under Bæredygtige Værdikæder bl.a. har oprustet teamet i forhold til kommunikationen om bæredygtighed med leverandører i Østen.

”Et konkret resultat er, at vi har udformet en overskuelig one-pager med korte, præcise spørgsmål, som ikke tager modet fra leverandørerne, men tværtimod har til formål at inspirere dem til at indse, at vi i samarbejde kan øge deres bæredygtighed. Vi har desuden fået input til, hvordan vi mest effektivt kan evaluere leverandørerne i vores værdikæder i forhold til deres bæredygtighedsperformance,” siger han.

Bæredygtige Værdikæder tager afsæt i en såkaldt due diligence for bæredygtighed, fortæller Steen Nymann Andersen, forretningsudvikler hos Erhvervshus Fyn og lokalansvarlig for Bæredygtige Værdikæder.

 Ved brug af metoden kan man undersøge, om ens leverandører har styr på de forskellige aspekter af bæredygtighed og har indført de nødvendige politikker

”Der er tale om en proces fordelt på seks skridt, som bl.a. anbefales af OECD. Vores formål er at hjælpe de deltagende virksomheder med at få fuldt overblik over, hvilke risici der er for, at de i deres værdikæder påvirker bl.a. miljø, klima og menneskerettigheder negativt. På den baggrund kan den enkelte virksomhed tage et oplyst valg om, hvor det er vigtigst at sætte ind først for både at minimere risici og øge bæredygtigheden,” siger han og fortsætter:

”Ved brug af metoden kan man undersøge, om ens leverandører har styr på de forskellige aspekter af bæredygtighed og har indført de nødvendige politikker. Due diligence rummer også forslag til, hvordan man validerer de svar, man får fra leverandørerne. Det kan fx være ved brug af audits og besøg, samarbejde med andre virksomheder og aktører, som har konkret praktisk erfaring og via samarbejde med de danske ambassader.”

Brugte kalibre adskilles ved håndkraft

Indhold er hentet

Hjælper leverandørerne

Betina Creutz pointerer, at aktiviteterne i forhold til Budwegs værdikæder indledningsvist har handlet om at opnå en konstruktiv bæredygtighedsdialog med leverandørerne. En af vejene dertil har været at integrere bæredygtighed som et selvstændigt emneområde i den årlige leverandørevaluering. Senest har Budweg for alvor lagt fra land med aktiviteter, der retter sig mod deres leverandører af nyproducerede kalibre.

”Vi har kontaktet vores primære leverandører i Østen, og det har vist sig, at nogle af dem allerede er miljøcertificerede og har omfattende bæredygtighedsindsatser, mens andre reelt set står på bar bund, når vi tager emnet op. De sidste prøver vi at hjælpe godt i gang ved bl.a. at fortælle om, hvad vi selv gør internt i forhold til bl.a. energibesparelser og genbrug af procesvand, så de kan lade sig inspirere af det. På den måde guider vi dem i den retning, de må og skal bevæge sig, hvis de fortsat skal være leverandører til os,” siger hun og understreger, at Budweg i forhold til arbejdsmiljøforhold primært trækker på BBB’s lokalansatte specialister, som har ansvar for at gennemføre uvildige audits af leverandørerne.

Rustne kalibre bliver som nye

Hos Budweg i Odense ankommer der i en nærmest ubrudt strøm paller med beskidte og rustne bremsekalibre i støbejern eller aluminium. Afsenderne er reservedelsgrossister over hele Europa. Budwegs pantsystem betyder, at der er penge at tjene for både autoværksteder og grossister ved at indsamle kalibre, hvilket sikrer virksomhedens forsyningskæder. En bremsekaliber kan genbruges flere gange, før den er så tæret, at den må kasseres. Al metalaffald bliver solgt til omsmeltning og genanvendelse.   

Efter minutiøs sortering af de indkomne kalibre bliver den enkelte bremsekaliber skilt ad ved håndkraft, og de genbrugelige dele sendes til rensning. Kaliberhuset kommer i en vaskemaskine og bliver rengjort med en blanding af vand og bittesmå stålkugler. Efterfølgende bliver de huse, som er af støbejern, galvaniseret, og de forskellige mindre dele påsættes. Efter en grundig slutkontrol bliver bremsekalibrene, der nu er så gode som nye, lagt på Budwegs lager. I alt producerer virksomheden hvert år omkring 900.000 bremsekalibre og sparer derved verden for store mængder CO2.

”Budweg havde allerede en grøn profil og satsede på en cirkulær forretningsmodel, længe før bæredygtighed blev et nøgleord for enhver seriøs virksomhed. Parolen hos vores stiftere lød, at det simpelthen er sund fornuft at opføre sig ordentligt, herunder at genbruge i så stort omfang som muligt. Samtidig mente de ikke, at man behøver at tale vidt og bredt om det, man gør. Sidstnævnte laver vi om på nu, hvor det at fortælle omverdenen om det gode, man udretter på bæredygtighedsområdet, er blevet et afgørende konkurrenceparameter,” siger Betina Creutz.

Indhold er hentet

3 gode bæredygtighedsråd fra Budweg Caliper

  1. Opbyg og brug netværk til andre virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig situation. Erfaringsudvikling er guld værd. Erhvervshusene er en oplagt indgang til netværksdannelse.
  2. Kommuniker præcist og kortfattet ud i de globale værdikæder. Start med at bede om få konkrete facts fra leverandørerne og byg derefter på, når der er hul igennem.
  3. Instruer dine leverandører, så de fra starten leverer data om deres energiforbrug i den form, du har brug for – fx CO2-ekvivalenter.

Indhold er hentet

Forhindringer skal overvindes

Budwegs primære kunder, der er store europæiske reservedelsgrossister, er samtidig deres leverandører af brugte bremsekalibre til renovering. Mange reservedele og en del kaliberhuse købes nyproducerede i Østen. Budweg har truffet en strategisk beslutning om at udfase nyproduktionen mest muligt, så man på sigt renoverer alt, hvad der er muligt at renovere. Der er dog visse forhindringer, som forsinker transformationen, fortæller Christoffer Huus.

”Flere lande i og udenfor EU kan stadig ikke håndtere et pantsystem. Samtidig er der i visse lande også toldforhindringer, fordi importerede varer pålægges en told, når de reeksporteres. Endelig står vi selv foran en krævende opgave med at overbevise de reservedelsgrossister, som kun lige er begyndt at se bæredygtighedslyset, om fornuften i at vælge Budwegs renoverede produkter frem for nyproducerede,” siger han og forklarer, at Budweg tilbyder tre produktkategorier: Value, Premium og One Way. Value består næsten udelukkende af genanvendte materialer, Premium er sammensat af genanvendte og nye materialer og fremstår uden brugsspor, mens One Way er nyproducerede kalibre, der sælges uden pantsystem.

”Vi har netop fået beregnet miljøfordelene ved at vælge Value frem for Premium eller One Way. I den forbindelse har vi udviklet et værktøj, som betyder, at vi på helt enkel vis kan illustrere for vores kunder, hvor store CO2-besparelser, de har bidraget til i en given periode. Og hvor meget mere de eventuelt kunne have bidraget med ved at øge andelen af Value-produkter”, siger han og tilføjer, at brancheorganisationen Automotive Parts Remanufacturers Association for nylig har beregnet, at CO2-besparelsen ved fuldstændig renovering af en bremsekaliber sammenlignet med nyproduktion er 55%, når det gælder energiforbruget og 85% i forhold til materialeforbruget.

Betina Creutz understreger, at man i Budwegs bæredygtighedsteam ser frem til at forsætte samarbejdet med Erhvervshus Fyn. Blandt de næste skridt bliver 1:1-sparring om en række specifikke værdikædeudfordringer, som virksomheden står overfor.

 Vi vil zoome ind på, hvordan vi bedst muligt håndterer bæredygtighedsforhold hos vores leverandørers leverandører

”Vi vil zoome ind på, hvordan vi bedst muligt håndterer bæredygtighedsforhold hos vores leverandørers leverandører. Nye lovkrav står i kø, og om kort tid skal vi stå på mål for bæredygtigheden i hele værdikæden. Det skal vi være klar til – og det bliver vi,” slutter hun.

Læs mere om Budweg Caliper

Indhold er hentet