Indhold er hentet
Fynsk virksomhed skiftede til el-biler og fik gladere medarbejdere
Midtfynske Bio-Circle Surface Technology tog springet og skiftede alle sælgernes køretøjer ud. De dieseldrevne biler blev taget af landevejen og syv spritnye el-biler kom til. I dag sælger de miljøvenlige rengøringsmidler over hele landet og lader både biler og medarbejdere op undervejs.
Indhold er hentet
Brødrene Bødker har rigtig godt styr på deres produkter, som er innovative, højteknologiske og udviklet med tanke på miljøet.
'Det ligger jo i DNA’et på vores virksomhed, at vi gerne vil passe på naturen', siger Carsten Bødker, der er direktør for Bio-Circle i Danmark, som han og lillebroren Mikael startede op i 2014.
Solsikkekerneolie, kokosnøddeskaller og mikroorganismer, der spiser giftigt snavs, er hovedingredienserne i deres løsninger, og man skal kigge langt efter de røde advarselstrekanter på flasker, beholdere og kar.
Når det kommer til virksomhedens drift, erkender brødrene dog, at de langt fra er i mål med den bæredygtige omstilling. Faktisk er de kun lige begyndt.
Siden sommerferien har de fået kickstartet processen med Erhvervshus Fyns workshopforløb ”Kom i gang med din bæredygtige omstilling”, der har gjort dem meget skarpere på, hvordan de arbejder med at strikke et CO2-regnskab sammen.
'CO2-regnskabet var en idé, der oprindeligt voksede af en kundes opfordring, men Erhvervshus Fyns kursus har givet os masser af inspiration og hjælp til at komme i mål', siger Mikael Bødker, der er leder af lager og administration hos Bio-Circle.
El-biler var første skridt på vejen
Fra domicilet i Ringe formår Bio-Circles syv sælgere at nå ud til kunder, der har behov for rengøring af alt fra autodele til galvaniserede vindmøllevinger. Transporten var derfor en indlysende, lavthængende frugt at kaste sig over for at mindske CO2-aftrykket.
For nyligt udskiftede de derfor næsten hele vognparken med nye el-biler.
Indhold er hentet
'Der var naturligvis en del skepsis i starten blandt vores sælgere, der kører op mod 70.000 km om året og ofte er ude på lange ture f.eks. til Nordjylland', fortæller Mikael Bødker, hvis hvide Skoda Enyaq var den første el-bil på p-pladsen foran virksomheden.
Men el-bilerne vandt hurtigt medarbejdernes hjerter og passer perfekt i den arbejdskultur, som Bio-Circles ejere gerne vil fremme. En anden ting de to brødre har rigtig godt styr på, er nemlig medarbejdernes trivsel. Og den mener de dyrkes bedst, hvis man ikke hænger i en klokkestreng og jagter provision. Det er altså ok at tage en pause.
'Ladepauserne er helt uvurdérlige', forklarer produktkonsulent Morten Petersen, 'her får man lige ordnet alt det papirarbejde, som man ellers skulle sidde med om aftenen hjemme hos familien. Det giver en helt anden ro. Ja, og så kommer man automatisk til at køre sådan lidt mere ”morfar”. Det sparer på strømmen, men minimerer altså også fartbøder og ulykker på den lange bane.'
Flere grønne tiltag i støbeskeen
Med el-bilerne godt på vejen, ser Mikael Bødker frem til at arbejde videre med CO2-regnskabet og ikke mindst de tiltag, som kan forbedre det.
'Jeg er så glad for, at jeg blev opmærksom på Erhvervshus Fyn, og jeg er overbevist om, at vi også fremover vil benytte os af deres sparring, når vi nu skal i gang med at arbejde med vores produkters livscyklus og måske noget egenproduktion af strøm til bilerne', siger han.
Den tidligere IT-chef havde kigget lidt på Klimakompasset inden workshoppen hos erhvervshuset, men kurset har givet ham en forståelse, der gør det meget lettere at omsætte værktøjet til praksis, og han fremhæver især det såkaldte scope 3, som noget han for alvor har fået øjnene op for undervejs.
'Der ligger uden tvivl et kæmpestort potentiale i dialogen med vores store leverandører, da vi jo får fragtet vores produkter hertil fra Tyskland. Så næste step er at få undersøgt, hvordan den transport kan foregå mere bæredygtigt f.eks. vha. biodiesel', lyder det fra Mikael Bødker.
Indhold er hentet
Samarbejdspartnere
Workshopforløbet 'Kom igang med din grønne omstilling', som Bio-Circle Surface Technology har deltaget i er blevet til i Lokal:Digital, der er en del af programmet Enter:Digital. Enter:Digital der udbydes af Erhvervshusene med Erhvervshus Fyn som operatør i samarbejde med de øvrige Erhvervshuse, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt Dansk Design Center. Enter:Digital er tildelt af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og finansieret af Decentrale Erhvervsfremmemidler.