Indhold er hentet
Kunsten at tage ubehaget under armen
Det kan måske lyde både mærkeligt og svært, men det er ikke desto mindre det, som de frivillige rådgivere hos Early Warning gør, hver eneste gang de skal hjælpe virksomheder i krise. Og de får noget ganske særligt ud af det.
Indhold er hentet
Det er ikke nemt at bede om hjælp. Og slet ikke, når man er så langt ude, at det at åbne sin e-boks og åbne et brev fra Skat giver hjertebanken og svedne håndflader.
Men til at hjælpe sidder et helt specielt hold af frivillige rådgivere samlet hos Early Warning, som hjælper virksomhedsejere med at komme oven vande igen. Også selvom de måske ikke tager imod den redningsvest, der bliver uddelt.
Det er ofte ikke kun penge, virksomhedsejerne har på spil. Det er hele deres identitet og liv, fortæller Bo Jacobsen, konsulent hos Early Warning på Fyn.
Sammen med Carsten Aaby hjælper han med at uddanne frivillige rådgivere og matche virksomhed og rådgiver på Fyn. Og det er nok deres vigtigste opgave. For de frivillige rådgivere møder ofte en ejer i krise, hvor den rationelle del af hjernen er slukket.
Og det er her, at rådgiverne skal spille deres vigtigste kort.
- Når urhjernen har overtaget, så gør den alt for at undgå det ubehagelige. Den siger for eksempel, at du ikke skal ringe til nogle, som du skylder en million kroner og fortælle, at du ikke kan betale, fordi så bliver de sure, og det er ubehageligt. Og så sidder der en rådgiver og siger, det er du nødt til, for ellers sender han dig konkurs.
Vi har et udtryk, der hedder at tage ubehaget under armen. Det er hamrende ubehageligt, men det er nødvendigt, fortæller Bo Jacobsen.
Det er også den del, der er det sværeste i arbejdet, for man kæmper i sagens kerne mod hjernens natur.
- Rådgivningen er det rationelle. Udfordringen er at håndtere det irrationelle, forklarer Bo Jacobsen.
Og netop det søger Early Warning nye frivillige rådgivere til. Særligt indenfor detailhandel.
Indhold er hentet
Et stort behov
I dag er der 18 frivillige rådgivere på Fyn, og med hjælp fra Bo Jacobsen og Carsten Aaby har de ressourcer til at hjælpe cirka 60 på et helt år. Efter de første tre måneder af 2025 har Early Warning allerede hjulpet 35 virksomhedsejere, og Bo Jacobsen forventer, at tallet kommer op på 120-140 ved årets udgang.
- Vi har travlt. Carsten og min kapacitet står og falder med, hvor mange frivillige vi har. Og har vi mange, kan vi have flere virksomheder igennem, fortæller han.
Lige i øjeblikket er behovet særligt indenfor detail.
Det er nogle store tendenser i markedet, som gør, at detailvirksomheder har det svært. Det er selvfølgelig svært at ændre på, men vi har brug for nogle, som ved noget om, hvordan man alligevel kan optimere driften i den enkelte butik, forklarer Bo Jacobsen.
Indhold er hentet
Tag det første skridt
De frivillige rådgivere er alle nogle, som har ledet en virksomhed, hvor den typiske også har arbejdet for egen regning og derved haft alt på spil.
Og det er særligt den sidste del, der kvalificerer dem til den mentale del af arbejdet. Hos Early Warning lærer de, hvordan man håndterer mennesker i krise.
Hvis man forstår at lære af sine egne personlige kriser, og hvordan man håndterer dem, så er det lige så værdifuldt som alt andet. Hvis man kan kende reaktionerne fra vores klienter fra sig selv, så er det et kæmpe plus i vores regi, fortæller Bo Jacobsen.
Det vigtigste er, at rådgiverne kan få virksomhedsejerne til at tage det første og ofte også mest ubehagelige skridt mod en vej ud af krisen.
Og selvom arbejdet er frivilligt, så gør mange af dem det igen og igen. For det netværk de frivillige bliver en del af, er også guld værd for mange.
- Det er en altruistisk måde at opføre sig på. Det, de får ud af det, er, at de hjælper andre mennesker. Og det er en sindssyg stærk følelse, fortæller Bo Jacobsen.