Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Nye øjne på forretningen giver rum til udvikling

Virksomheden Vaag Arkitekter har specialiseret sig i restaurering af gamle bygninger. Det er nemlig ejer og direktør Thomas Hillerups store passion og ekspertise. Men på det seneste er det faktisk hans egen virksomhed, der har fået et eftersyn, og det har givet ejeren overblik og mod på mere.

Indhold er hentet

Thomas Hillerup er en dygtig arkitekt. Og gennem mange år drev han sin karriere frem som selvstændig med ekspertise i restaurering af gamle bygninger. En af de faste kunder var Hverringe Gods ved Kerteminde, og i 2017 virkede det som et logisk træk at rykke ind i en af Hverringes længer og etablere sig med Vaag Arkitekter.

Thomas Hillerup fik ret. Tegnestuen er siden vokset sig større, og i dag har Vaag Arkitekter 8-9 ansatte.

Dermed er opgaven en helt anden for ejerlederen.

Jeg har haft travlt med at tage opgaver og nye ansatte ind, men efterhånden kunne jeg mærke, at jeg havde behov for noget sparring. Dels i forhold til virksomheden, men også i forhold til mine egne opgaver som direktør, fortæller han.

Løsningen for Thomas Hillerup blev en privat rådgiver. Efter sparring fra Erhvervshus Fyn og en grundig udvælgelsesproces fandt han frem til Hans Toksvig, der selv er uddannet arkitekt med en lang karriere på cv’et.

Det var ikke let for mig at finde den rigtige rådgiver, for der skal noget til, når man lukker et andet menneske helt ind i hjertet af virksomheden. Men det har været en god beslutning. Eksempelvis er vi ved at lægge min første forretningsplan. Det er måske på tide efter nogle årtier som selvstændig, siger Thomas Hillerup med et smil.

Thomas Hillerup har fået medfinansiering til et rådgivningsforløb med Hans Toksvig under SMV:PRO-programmet. Og herefter er samarbejdet kommet et godt stykke videre. 

For Hans Toksvig har det været spændende at arbejde med en arkitekt-virksomhed.

Jeg kender og forstår mekanismerne i branchen, så der har jeg en fordel. Men det handler først og fremmest om tillid mellem mennesker, når man skal invitere én til at kigge i kortene. Og noget af det, jeg meget gerne vil have fat på sammen med Thomas, er hans selskabskonstruktion. Som personligt ejet er den for sårbar med den størrelse, den har fået. Det næste kan blive en professionel bestyrelse, som Thomas kan sparre med, fortæller Hans Toksvig.

Med de nye øjne på sin virksomhed har Thomas Hillerup fået en stærkere platform at udvikle Vaag Arkitekter på, og på den måde står den godt rustet mange år frem i tiden.

Ganske som med de bygninger, virksomheden lever af at restaurere.

Støttet af:

Indhold er hentet