Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Sydfynsk EU-succes: Dacoma får millionstøtte til udvikling af luftfyldt skibsstabilisator

Den maritime startup Dacoma har god grund til fejring. Med råd og sparring fra Erhvervshus Fyn, Det Syddanske EU-kontor og Den Maritime Startup Hub har virksomheden inden for bare én måned opnået tilsagn fra to EU-programmer til videreudvikling af deres skibsstabilisator, der skal spare både tid og penge – og ikke mindst gøre livet lettere på arbejds- og mandskabsbåde i offshore-industrien.

Indhold er hentet

Dårligt vejr, høje bølger og gyngende grund er nogle af de udfordringer, der gør arbejdsgangen vanskelig, når teknikere sejles ud til vindmølleparker. I Nordeuropa skønnes det, at vejrforholdene gør vindmølleparkerne utilgængelige i 100-160 dage om året, og i de resterende dage lider besætningen ofte af søsyge. De mange uproduktive dage koster både tid og penge for industrien. 

Den problematik har den sydfynske virksomhed Dacoma sat sig for at løse med deres skibsstabilisator, der monteres under båden og kan svinge fra side til side i modtakt med bølgerne og dermed dæmpe rullebevægelser. 

-Stabilisatoren beror på en teknologi, som vi selv har udviklet, der hedder Airkeel. Det er et luftfyldt legeme, der ligner en torpedo, for den er hydrodynamisk udformet således, at den ikke bremser båden. Den kan svinge fra side til side og sørge for, at båden ikke gynger, forklarer Arnd Baurichter, administrerende direktør i Dacoma. 

Med Airkeel har Dacoma regnet ud, at bådene bliver mere sødygtige og kan sejle ud i væsentligt højere bølger. På sigt betyder det, at man har op til 40 ekstra, produktive dage om året. Samtidig er løsningen brændstofbesparende, da stabilisatoren løfter båden en smule, så bølgemodstanden bliver mindre. 

At potentialet for Dacomas Airkeel er stort – ikke mindst fordi de som blå virksomhed spiller sammen med den grønne omstilling – er noget EU har fået øje på. Derfor har Dacoma inden for bare én måned modtaget tilskud fra to forskellige EU-programmer, som bl.a. skal sikre, at Dacoma nu kan lave et demo-kundeprojekt og komme ud over stepperne med deres løsning.   

- En af vores vigtigste opgaver er at hjælpe virksomhederne med at lykkes, når de søger kapital og finansiering. Derfor er det glædeligt, at vi har kunne hjælpe Dacoma med finansiering til udvikling af deres innovative produkt, siger Torben Buch, forretningsudvikler i Erhvervshus Fyn med speciale i finansiering. Han fortsætter:  
 
- Dacoma har fra start haft stort fokus på at søge finansiering, og de har været gode til at tage imod den sparring, der har hjulpet dem med at lykkes. Udover de seneste to tilsagn fra EU, er det tidligere lykkedes at tiltrække udviklingspenge til Dacoma fra bl.a. Innovationsfonden og en række andre fonde, ligesom de har været en del af vækstforløbet DigitaliseringsBoost.   

Kunstig intelligens skal selvjustere Airkeel 

Igennem Erhvervshus Fyn blev Dacoma i 2020 en del af det landsdækkende vækstforløb DigitaliseringsBoost, finansieret af EU’s regionale midler, som giver medfinansiering til udvikling af nye produkter inden for digitalisering og Industri 4.0. Udviklingen skal ske i et samarbejde med minimum én anden SMV og en videninstitution.  

Dacoma indgik samarbejde med Faaborg-virksomheden Tuco Marine Group og University College Lillebælt som videnpartner. I forløbet udviklede de et digitalt, adaptivt styringssystem baseret på kunstig intelligens/machine learning, der også kan bruges til andre formål end Airkeel’en. 

- Den software, som vi udvikler til Airkeel, vil vi videreudvikle til andre formål. Det kunne være finnestabilisatorer til krydstogtskibe eller andre maritime stabilisatorer, der automatisk ’lærer’ at selvjustere sig f.eks. for at mindske forbrug af brændstof, forklarer Arnd Baurichter. 

Dacomas Airkeel havde sin jomfrusejlads i sommeren 2020 i Faaborg Havn, hvor den var monteret på et kulfiberskrog fra Tuco. Sejladsen gik godt og ambitionerne er da også store. Udover at Dacoma i samarbejde med Tuco er i gang med at udvikle Airkeel til brug for hurtige arbejdsbåde af typen ProZero, så er målet, at startuppen, der i dag tæller fem medarbejdere, skal vokse i antal og ekspandere udover Danmarks grænser. 

- Der er et stort potentiale. Bare det markedssegment, der hedder arbejdsbåde til eksempelvis akvakultur er kæmpestort, men man kan også bruge løsningen til for eksempel patruljebåde inden for politiet og kystbevogtning. Markedssegmenter som lystbåde, super-yachts- og sightseeing-både har vi slet ikke kigget nærmere på endnu. Så der er masser af andre markeder at gå ind i, slutter Arnd Baurichter. 

 

Støttet af:

Indhold er hentet