Indhold er hentet
Under 10 pct. af SMV’erne afrapporterer på ESG: 50 mio. kr. skal hjælpe flere i gang med den bæredygtige omstilling
Mindre end en tiendedel af de små og mellemstore virksomheder dokumenterer deres ESG-aftryk. Flere undersøgelser i 2024 har vist, at mange stadig tøver med at kaste sig over dokumentationsarbejdet, fordi det er svært at få overblik. Nu sætter erhvervshusene bredt ind for at komme SMV’erne til undsætning og samtidig afværge overimplementering. Det sker med 50 mio. kr. i ryggen og forventningen om, at flere virksomheder får smag for mere fra den bæredygtige buffet.
Indhold er hentet
CSRD, ESG, CSDDD, CØ, SDG, CO2, LCA og EPD…... De bæredygtige forkortelser flyver om ørerne på SMV’erne i øjeblikket. Men langt størstedelen af dem er slet ikke gået i gang med hverken klimaregnskab eller andre former for afrapportering af deres aftryk.
”Vi oplever gennem vores uvildige sparring med virksomhederne, at langt de fleste er bevidste om, at den her dokumentation bliver et centralt element i deres forretning. Men det kan for mange være udfordrende at finde ud af, hvor man skal starte processen, og hvis der ikke er et umiddelbart pres, bliver det ofte skubbet lidt i baggrunden. Derfor risikerer mange SMV’er at komme på bagkant, når krav fra kunder, banker mv. pludselig rammer dem,” forklarer Steen Nymann Andersen, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Fyn og dagligt har kontakt med en lang række forskellige virksomheder.
Ifølge forskellige barometre, som tager temperaturen på virksomhedernes arbejde med bæredygtig omstilling, er der stigende fokus på bæredygtighed – både i hovedstaden, Trekantområdet og på Fyn. Men undersøgelserne viser også, at under en femtedel af SMV’erne er i gang med afrapportering, og kun ca. 10 pct. har for nuværende lavet konkret dokumentation i form af et klimaregnskab eller en fuld ESG-rapport.
Det har erhvervshusene nu tænkt sig at lave om på. Med uvildig sparring og et spritnyt tilbud om økonomisk støtte til at få udarbejdet hele eller dele af ESG-dokumentationen er det nemlig ambitionen at få mange flere SMV’er til at tage de første eller næste skridt på deres bæredygtige omstillingsrejse.
”Der er ingen tvivl om, at det her tilbud falder ned lige der, hvor mange SMV’er i øjeblikket kæmper med at finde deres vej. Vi ser derfor frem til at invitere mange helt nye virksomheder ind til den buffet af muligheder, vi i erhvervshusene har for at hjælpe med den bæredygtige omstilling. Vi har nemlig også midler til at støtte op om de virksomheder, som er klar til at udmønte den viden, de har fået gennem dokumentation, de allerede har lavet. Og vi har tilbud til SMV’er, som gerne vil lære selv at lave deres dokumentation. Det vigtige er, at vi nu kan møde virksomhederne med det tilbud, der passer lige præcis der, hvor de hver især er, siger udviklingsdirektør i Erhvervshus Fyn, Kasper Aagaard.
Pakningsproducenten Steffca A/S i Nyborg er en af de virksomheder, som allerede har oplevet, hvordan dokumentationen skaber stor værdi og inspirerer til det videre arbejde med bæredygtig omstilling.
”Da vi startede med at kigge på klimaregnskab, vidste vi ikke ret meget. Vi anede f.eks. ikke, hvad scope 1, 2 og 3 var, men vi har taget det med vores egne små skridt. For os har det været helt afgørende, at erhvervshuset har været med på sidelinjen til at guide os og holde os på sporet. Det betyder, at arbejdet med klimaregnskabet ikke er druknet i drift. Det har også betydet, at vi har undgået både at gabe for højt og for bredt,” siger CEO i Steffca Martin Steffensen, der netop er gået i gang med et projekt med cirkulært økonomisk fokus, som bygger oven på det dokumentationsarbejde, de har lavet.
Steffca var en af de virksomheder, som fik hjælp til at komme i gang med deres klimaregnskab via de EU-midler, som Erhvervshusene uddelte umiddelbart efter corona-pandemien. I dag har de afsluttet deres tredje klimaregnskab og bruger jævnligt dokumentationen i dialogen med deres kunder.
Med de nye 50 mio. kr. åbner et nyt kæmpe vindue for virksomheder, der fortsat står for foden af deres bæredygtige rejse.
Indhold er hentet
Fakta
- Det er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der har bevilget yderligere 50 mio. kr. til den forstærkede indsats, der sætter særligt fokus på afrapportering og dokumentation af ESG.
- Virksomhederne har mulighed for at søge 50.000 eller 150.000 til en rådgiver – og skal selv finansiere et tilsvarende beløb.
- Den forstærkede indsats sætter fra land d. 9. januar, hvor det bliver det muligt at ansøge om midler specifikt til hele eller dele af ESG-afrapporteringen (Rådgivning til indsamling, udarbejdelse, håndtering eller dokumentation af ESG-data). Se mere her
- Steffca har fået uvildig sparring hos Erhvervshus Fyn samt rådgivning og medfinansiering gennem tre forskellige støtteprogrammer fra Erhvervshusenes buffet af tilbud nemlig SMV:Grøn ReACT 1.0, SMV:Grønne Kompetencer og nu SMV:Grøn 2.0
- Bæredygtighedsbarometrene, der tager temperaturen på virksomhedernes arbejde med bæredygtig omstilling er udarbejdet af AM Research. Se dem her:
Analyser og undersøgelser | Erhvervshus Hovedstaden
Bæredygtighedsbarometer Fyn 2024 | Erhvervshus Fyn
www.trekantomraadet.dk/downloads/Bæredygtighedsbarometer-Trekantområdet-2024.pdf
Indhold er hentet
Kontaktinformation
Presseansvarlig Erhvervshus Fyn Gitte Vestermark, tlf. 30 59 24 42
Direktør Steffca A/S, Martin Steffensen, tlf. 30 94 26 53
Støttet af: