Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Analyse af elnettet på Fyn

Fyn og Øerne står over for en markant elektrificering, som vil øge presset på elnettet frem mod 2036, viser en ny analyse, som Energi Fyn, Erhvervshus Fyn og Vores Elnet står bag. Analysen understreger behovet for rettidige investeringer i det fynske net.

På Fyn ser man ind i en omfattende elektrificering, som er positiv for både erhvervsudviklingen og den grønne omstilling, men som samtidig stiller markant større krav til elnettet. Frem mod 2036 forventes elforbruget at stige med næsten 50 % (fra ca. 2.200 GWh til 3.300 GWh), mens elproduktionen forventes at blive mere end tredoblet fra ca. 460 MW til 1.400 MW i 2036.

Analysen understreger behovet for rettidige investeringer i de kommende år, så manglende kapacitet i det fynske elnet ikke kommer til at spænde ben for erhvervsudviklingen og den grønne omstilling på Fyn og Øerne.

 Elnettet på Fyn – frem mod 2036 Download

Det siger analysen også:

  • Elnettet på Fyn og Øerne forventes fortsat at have ledig kapacitet frem mod 2030.
  • Efter 2030 peger analysen på behovet for forstærkninger af både transmissions- og distributionsnettet. Særligt i fejlsituationer er forsyningssikkerheden for fynske virksomheder og borgere afhængig af robuste forbindelser til Fyn, så nettet fortsat kan opretholde tilstrækkelig kapacitet.
  • Vores Elnet, som driver og vedligeholder distributionsnettet på størstedelen af Fyn, har øget investeringerne i elnettet de sidste fem år fra 121 mio. kr. i 2020 til 491 mio. kr. i 2025. Det høje investeringsniveau forventes at fortsætte i de kommende år.
  • For at realisere den fulde værdi af investeringerne i distributionsnettet er det nødvendigt, at Energinet også rettidigt gennemfører de nødvendige forstærkninger af transmissionsnettet.
  • Konkret peger rapporten på, at der er behov for, at Energinet etablerer nye transformerstationer på Østfyn, Sydfyn og Nordfyn, en ekstra 150 kV-forbindelse til Sydfyn samt en generel forstærkning af det fynske transmissionsnet og forbindelserne til Jylland.
  • Rapporten peger også på behovet for at justere elnetselskabernes økonomiske rammer og vilkår, så de i højere grad giver incitament til proaktive investeringer og efterspørger en modernisering af de nuværende tarif- og fleksibilitetsmodeller, så elnetselskaberne hurtigere kan implementere nye løsninger.